Hvornår er historien gammel nok til at være historisk?
- Lars Rosenlund Nørremark
- 14. feb.
- 9 min læsning
Opdateret: 23. feb.
Introduktion til Lydarkivet for Dansk Orgelhistorie - del 1
På museum
Er du også én af de mange besøgende i Den Gamle By i Århus, der instinktivt reagerer med udsagnet “Tænk, at jeg er kommet på museum”, når man besøger museets nyere 1970’er-afdeling?
For 1970’erne er da ikke særlig længe siden, eller hva’?
Tid er en af de mest grundlæggende erfaringer og vilkår for vores liv, og tid - og ikke mindst tidserfaring - er i vores daglige liv langt overvejende et personligt anliggende og en dyb personlig følelse og fornemmelse.
For nogen kan de sidste 10 år være en livstid, hvor 10 år for andre blot er et blink med øjnene.
Men uanset den personlige fornemmelse, så er 1970’erne rent faktisk et halvt århundrede siden; vi står i 2020’erne i samme afstand til 1970’erne, som man i 1970’erne stod til 1920’erne - og 1920’erne, dét er jo længe siden!
Desuden så lyder “et halvt århundrede” da også personligt af meget, gør det ikke?
Vi har altså på den ene side den forgangne tids nærhed i kraft af vores personlige erindringer af 1970'erne, og på den anden side har vi det faktum, at 1970’erne er et halvt århundrede siden.
Den samme tid, i dette eksempel 1970’erne, er altså på den ene side ganske tæt på, og på den anden side er den en periode, som bestemt er så længe siden, at den kan gøres til en historisk genstand og abstraktion og derfor behandles som sådan.
Tid indeholder dermed en markant dikotomi; tid som et personligt erfaringsfænomen og tid som et realhistorisk fænomen, som kan undersøges som en kultur- og socialhistorisk abstraktion.
Jeg vil tilmed vove den påstand, at denne dikotomi ikke blot er tilfældet for ikke den relativt set nære historie ift. 1970’erne, men at den sågar går meget længere tilbage i tiden. Det vil vi se nærmere på ved min gennemgang af klanglige kilder som historiske kilder i artiklen “Lyd som historiske kilder - overordnet betragtet”.
Men gør det så meget med denne dikotomi i vores opfattelse af tid? Står vi ikke blot med en Jane Austen'sk “fornuft og følelse”-opdeling, som vel ikke har nogen indflydelse på vores historie?
Både ja og nej, for i vores dagligdag og vores hverdagslige møde med vores omverden er vi lynhurtige til at skelne mellem relevant og irrelevant; en nyhedsudsendelse, som vi husker fra 1975 er ikke så relevant for vores hverdag som vejrudsigten fra i går aftes.
Men den personlige erfaring og forbindelse til vores fortid kan sætte en forhindring for, hvad vi reelt kan behandle som historisk. Hvis man ikke anser et givent tidspunkt før i tiden som historisk, så tænker man vel ikke så meget over at skulle behandle det som historisk - jvf. de spontane udbrud fra Den Gamle By.
Dette leder hen til det næste spørgsmål; “Kan man overhovedet behandle sine egne erfaringer som historiske?”
Og endelig kan man derfor spørge med titlen på artiklen in mente; “Hvornår er historien gammel nok til at være historisk?”
For at besvare disse tilsyneladende to lidt kryptiske spørgsmål, så må vi fortsætte vores sokratiske spørgen ved at stille endnu et spørgsmål; hvad er “Historie” i det hele taget for en størrelse?
L'histoire, c'est moi
I vores hverdag tænker vi nok ikke over, hvad Historie (altså den store Historie med stort H) er for noget? For Historie er da bare noget, vi mere eller mindre modvilligt blev slæbt igennem i vores folkeskoletid; Gorm den Gamle, Christian d. 4, Slaget på Reden, Tordenskjold osv. Jeg antager, at vi umiddelbart vel bare tænker, at historien er det, der er sket før nu og ofte for mange år siden, og at disse begivenheder har ledt frem til den virkelighed og dagligdag vi lever i i dag.
Men så enkelt er det slet ikke.
Lad os se nærmere på det hele:
Historien er ikke en samlende genfortælling af al den tid, der er forløbet før os.
Historie er derimod en nøje planlagt og nøje tilrettelagt beretning af en række begivenheder meget ofte sat på en narrativ, dvs. fortællende, form med en begyndelse, midterdel og slutning - ligesom enhver god fortælling.
Vi kan tage vores vores danske kongerække som eksempel, hvor vi traditionelt begynder ved Gorm den Gamle og slutter ved vores nuværende kongehus, hvor der undervejs er storladne fortællinger om handlekraftige konger, én slagfærdig middelalderdronning, bedrageriske embedsfolk, en gal konge, Europas svigerfar og en krigskonge til hest i det besatte Københavns gader.
Der er altså sket en voldsom reduktion af fortidens uendelige kludetæppe, af det der udgør en given virkelighed, og for at skrive Historie kræver det af historikeren/fortælleren at vedkommende netop reducerer og prioriterer én række af begivenheder frem for nogle andre.
Selvom udvalget af disse begivenheder er åbenlyst essentielle og nødvendige, vil de altid stå i forgrunden frem for de fravalgte begivenheder.
Vi kan vist alle blive enige om, at “Slaget på Reden” er vigtigere end en tilfældig bondes slidsomme arbejde på en mark i Vestjylland eller en mors vuggevise til sit barn en aften et sted i Himmerland på samme tid. Men er det nu også sandt? Er “Slaget på Reden” i virkeligheden vigtigere for en forståelse af vores fortid?
Historikeren tager uanset den epistemologiske, dvs. den forståelsesmæssige, sandhedsværdi af sine prioriteter førergreb på fortiden; der er altid en vilje, en agens, bag ethvert historisk arbejde, hvor lødigt det end monne være.
Pointen her er, at Historie er et begreb og fortolkningsprincip og ikke et samlende udtryk for vores fortid, og at fortolkningsrammen for historieskrivning altid vil være dikteret af samfundsnormer, videnskabelig bon goût og traditioner og ikke mindst den skrivende og arbejdende historiker selv.
Dette kunne lyde som en kritik af historikeren og hele historiefaget som sådan, men det er bestemt ikke ment sådan, fordi det historiske greb som historikeren benytter sig af er a priori, dvs. selvindlysende, den eneste måde, hvorpå vi kan tilgå vores fortid.
Der er ingen andre måder, hvorpå vi kan tilgå vores fortid på end via historiens fokuserede blik, af den simple årsag, at vi er nødt til at pege vores historiske lyskegle et eller andet sted hen.
Vores samlede fortid - en bloc - er og forbliver utilgængelig og lukket i al sit kaos. Den samlede fortid lægger sig ikke elegant og bekvemt i en perlerække af betydningsfulde handlinger og begivenheder, men er netop ét stort kaos af personlige livsskæbner vævet sammen af samfundsbegivenheder og meget ofte rammesat uforudsete naturhændelser.
I denne forståelse af vores fortid er vores virkelighed ikke styret af en hegeliansk overhistorisk ånd, der søger sin fuldbyrdelse eller en Adam Smith’sk “Usynlig Hånd”, som driver vores kultur fremad.
Vores fortid er derfor en fundamentalt anderledes størrelse end den Historie vi a posteriori (a posteriori forstået som “afledt af noget andet”), udfolder og skriver.
Det vil altid være vores opgave som historiefortællere at skabe kosmos ud af kaos, at skabe en fortælling, som giver mening for os, og dette gælder både personlige fortællinger og vores kollektive genfortælling af vores fælles fortid.
Så langt, så godt!
Historien og ikke mindst historiefortællingen er altså en udtryksform, der på den ene side bedrives som en kritisk akademisk disciplin, men på den anden side udøves den dagligt af alle mennesker.
Vi genfortæller vores hverdag til hinanden, hvor vi er underlagt samme udvælgelses- og fokuseringsproces, som den kritiske akademiske historie er underlagt.
Tænk blot på din sidste tur til frisøren; du kan simpelthen ikke få alle detaljer med fra alle sanseindtryk og alle tilfældige møder med de tilfældige mennesker og små handlingsforløb, som du har oplevet i løbet af turen.
Nej, du fokuserer på det, du vurderer er essentielt:
Du satte dig op på din cykel. I løbet af cykelturen til frisøren var der godt nok mange røde lys, og på et tidspunkt var der en lidt for ivrig bilist, som næsten havde klippet dig i et højresving. Frisøren var lidt forsinket, så du nåede at skimme den lokale avis, der lå på bordet i salonen. Selve klipningen gik efter planen. Hvor var det rart at få lettet frisuren lidt. Der var gået lidt for lang tid siden sidste klipning, men det har jo også været december med juletravlhed. Cykelturen hjem gik via Netto for at handle mælk og aftensmad.
Eksemplet ovenfor er ikke nemt som en latterliggørelse af en hverdagserfaring, men blot for at understrege pointen om, at enhver genfortælling rummer en klar fokusering og prioritering af begivenheder, iblandt et sandt hav af begivenheder omkring fortælleren, sat på en narrativ form, så den overhovedet kan fortælles og ikke mindst forstås.
Og nu er vi tilbage ved det indledende spørgsmål; hvornår er noget gammelt nok til at være historisk?
Vi har altså fået etableret at historien ikke er en neutral budbringer, men altid rummer en villethed, og da vi i vores hverdag lever tæt forbundet med historie og historiefortælling i en pendulering mellem det personlige og det samfundsmæssige, så er historien og historiefortælling også et område, der essentielt er værdiladet og ofte i en sådan grad, at det sætter forhindringer op i forhold til, hvad man kan behandle kritisk historisk, og ikke mindst hvordan man kan behandle noget historisk.
Det er essentielt meget vanskeligt at bedrive historie på sin egen fortid.
Så altså, svaret på det indledende spørgsmål er:
Noget bliver historisk i kraft af den person, der fører den historieskrivende pen og den historiske lup.
Det er altså ikke en given tidslig afstand, der automatisk gør en epoke, en periode, en tidsalder, historisk, men derimod den person, der spørger og ikke mindst hvilke spørgsmål, denne person stiller til sin fortid, og ikke mindst hvilke spørgsmål vedkommende er i stand til at stille sin fortid rammesat af personens egen erfaringshorisont.
Orgelhistorie - mellem følelser og fornuft
Okay, nu sidder du, kære læser, måske og tænker over, hvorfor jeg har brugt en stor del af denne artikel på længere historiefilosofiske overvejelser omkring historie, historiebrug, fortolkningsrammer, muligheder og historiografiske overvejelser, dvs. hvordan historien er blevet tænkt og skrevet, når nærværende projekt nu bare drejer sig om gamle orgelindspilninger?
Jo, sagen er den, at vi organister er ganske klar over, at et orgel ikke bare er et orgel, en spillestil er ikke bare en spillestil og et repertoirevalg er ikke bare et repertoirevalg.
For jeg kan lige så godt være ærlig: Vores orgelhistorie og orgelkultur er præcis et område, som er yderst værdiladet og emotionelt vægtet.
Vores orgelhistorie og orgelkultur er et område, hvor meninger ofte er delte, og både orgelhistorien, men også vores samtid anno 2025, rummer markante personligheder med stærke holdninger, hvor der ofte dystes med ord, pen og orgelpiber.
Men lad mig også slå fast; det er der ikke noget som helst galt i. For mig er det essentielt et udtryk for, at orgelmusikken, orgelbygningen og orgelkulturen virkelig betyder noget for os - og tak skæbne for det!
Vi konsoliderer fællesskaber og vi omvendt fremmedgør os i forhold til andre gennem bl.a. genfortællinger af vores orgelhistorie. Tænk blot på, hvor mange gange De selv har siddet og genfortalt skønne minder om din gamle orgellærer, eller hvordan I i godt selskab har beklaget jer over en organists registreringer, spillestil eller repertoirevalg?
Dog, der hvor problemet opstår, er - som allerede nævnt ovenfor - når man vil bedrive en så objektivt og kritisk historieskrivning som muligt indenfor emnet - fordi emnet jo er så værdiladet.
Og det er så her, hvor jeg kommer ind i billedet, jeres hengivne orgelhistoriker og orgelarkæolog!
Jeg er organist af liv og sjæl, så jeg er bestemt ikke den ansigtsløse objektive beskuer af vores orgelhistorie.
Men, der hvor jeg har en fordel er, at jeg netop står i en generationel afstand af mindst to håndtryk til den periode, som jeg ønsker at behandle.
Jeg har ikke erindringer om eller har haft personlige relationer til de fleste af periodens markante skikkelser, såsom Finn Viderø, Richard Sennels, Mogens Wöldike, Georg Fjelrad eller Gaston Litaize osv.
Det er med udgangspunkt i dette temporale vilkår samt min dobbelte baggrund som organist og idéhistoriker, at jeg har min forhåbning og min fordring om at kunne anskue og udlægge periodens personer, tendenser og kulturelle strukturer med et kritisk historisk og kritisk historiserende blik og derfor netop trække det længere væk fra en historieudlægning, som i vid udstrækning er funderet inden for en personlig erindringsdiskurs - en kritisk historieskrivning som let kan forsvinde i erindringens tætte skovdække.
Deraf følger en fordring om at skære igennem - til tider - fastgroede sympatier og antipatier, overskride vane- og traditionstænkning og give en nuanceret fremstilling og fortolkning af vores orgelhistorie.
Lydarkivet for Dansk Orgelhistorie
Og nu er vi ved sagens kerne. Som allerede nævnt i min korte velkomst er nærværende projekt er et samarbejde mellem Det Danske Orgelselskab, og projektet har jeg navngivet “Lydarkivet for Dansk Orgelhistorie”, LDO, da det vil indeholde ikke blot orgelindspilninger, men også interviews, erindringer og kontekstuelle kilder og materialer, som alt sammen bidrager til en nuancering af vores den danske orgelkulturs historie og udvikling i det 20. århundrede.
Det der adskiller dette projekt fra mange andre og fortrinlige projekter om den danske orgelkulturs historie er, at nærværende projekt sætter de klanglige kilder i centrum, og behandler de klanglige kilder som de primære kilder.
De skriftlige kilder, interviews etc. vil derfor fungere som sekundært og kontekstualiserende kildemateriale. Dette er ikke et udtryk for en nedprioritering af vigtigheden af disse typer af kilder, men blot for at tydeliggøre projektets fokus, samt også en understregning af det faktum, at de klanglige kilder må være det mest essentielle kildemateriale, hvis man vil forstå den udøvende og klingende del af musikhistorien.
Afrunding
Så for at vende tilbage til det førnævnte besøg i Den Gamle By, så, ja, på den ene side er 1970’erne så tilstrækkeligt lang tid siden, at perioden selvfølgelig berettiger en historisk - og i dette tilfælde en tillige museal - fortolkningsramme.
På den anden side er det helt naturligt, at man ikke kan se skoven for alle de personligt plantede træer.
Alt drejer sig om det evigt stirrende Eye of the Beholder.
Jeg ønsker dig, kære læser, bon voyage med din på den ene side personlige og på den anden side historiske rundrejse i vores skønne danske orgelkultur.
Lars Rosenlund Nørremark, februar 2025
