Dansk orgelhistorie ifølge de klanglige kilder
- Lars Rosenlund Nørremark
- 17. feb.
- 8 min læsning
Opdateret: 24. feb.
Introduktion til Lydarkivet for Dansk Orgelhistorie - del 4
Indledning
Hvis du, kære læser, har læst mine indledningsartikler i den anbefalede rækkefølge, er du nu nået til min fjerde og sidste artikel. Hvis du blot er faldet over denne artikel, så frygt ej, alt skal nok give mening i sig selv.
Lad os sætte fra land og sejle det sidste stykke frem til vores destination; nemlig vores klingende danske orgelhistorie. Og hvem er bedre som guide end vores gode trofaste ven, Sokrates, som vi allerede har haft besøg af før. Så med Sokrates i ed vil vi begynde med at stille nogle spørgsmål:
Hvad gemmer de gamle danske orgelindspilninger så egentlig på?
Hvad kan indspilningerne bidrage med i vores forståelse af vores orgelhistorie?
Hvad kan vi bruge indspilningerne til i dag?
Sidst men ikke mindst spørger vi om, hvad samtids- og fremtidsperspektiverne er ved dette projekt?
Indholdet: Afsløring og bekræftelse
Vi kender jo alle den situation, at en magthavende person, det kan være en forældre, en lærer eller en politiker, har klare meninger om rigtigt og forkert, som vi bliver bedt om at rettes os troskyldigt efter, men at selvsamme person så i sit personlige liv og virke gør præcis det modsatte - ofte til stor irritation og forargelse.
Hvis vi bruger denne analogi som prisme på hhv. en musikers indspillende og udøvende virke, så opstår der nogle interessante brudflader og perspektiver, som kan belyses gennem de klanglige historiske kilder.
For der kan være stor forskel på, hvad en organist indspiller på plade, og hvad organisten så spiller til sine koncerter. Det er her, hvor de mange koncertoptagelser kan afsløre helt nye sider af en organists musikerskab.
Lad os tage et eksempel: Finn Viderø. Han kræver selvfølgelig ingen introduktion, og da han er én af de mest indspillende organister, ja, måske ligefrem mest indspillende musikere i Danmarkshistorien, kan man uden problemer danne sig et klart billede af hans musikerskab helt fra de første indspilninger i 1937 og frem til få år før hans død i 1987.
Hans kommercielle indspilninger har et næsten singulært fokus på den tyske og hollandske barok, f.eks. J. S. Bach, D. Buxtehude, J. Pachelbel, J. P. Sweelinck samt værker af en række komponister, som fyldestgørende lader sig spille på Compenius-orglet.
Det burde ikke overraske nogen, at han valgte at profilere sig indenfor netop dette repertoire, som vis-à-vis repræsenterer Orgelbevægelsens klingende Credo samt generelt den neobarokke orientering fra mellemkrigstiden.
Men én ting er jo netop hvad man gør offentligt, og hvad man gør hjemme i privaten.
Og det er her, hvor den koncertoptagelserne kommer ind i billedet.
Finn Viderøs koncertrepertoire spændte markant bredere end blot Orgelbevægelsens til tider smalle sti.
Han løftede selv sløret en anelse for det ved LP-udgivelsen fra 1981 indeholdende en koncertoptagelse fra 1968 med hhv. Carl Nielsens “Commotio” og “Trois Méditations” af Guy Ropartz. “Commotio” ligger stadig "inden for skiven” i relation til den neoklassiske orientering, men musik af Guy Ropartz må siges at være en afvigelse.
På en anden koncertoptagelse, fra Christianskirken i Fredericia, januar 1977, spiller han hhv. Bernhard Christensens “Fantasi for orgel” samt sin egen Passacaglia, og fra en koncertoptagelse fra 1965 optaget i Københavns Domkirke spiller han J. P. E. Hartmanns g-mol sonate.
Den ovennævnte pointe med det private og offentlige musikerskab er naturligvis ikke unik for Finn Viderø, men er selvfølgelig gældende for enhver udøvende og indspillende musiker; man kan ikke udtrykke sit komplette musikerskab gennem sine kommercielle indspilninger.
Det interessante i sammenhæng med f.eks. Finn Viderø opstår i det historiske perspektiv på periodens - til tider - hårde og fastlåste dogmer om repertoirevalg, hvor dikotomien mellem hans indspillede repertoire og hans koncertrepertoire fremstår yderst markant.
For at blive lidt dramatisk kan man sige, at man gennem koncertoptagelserne kan opleve en til tider helt anden musiker, hvor f.eks. J. P. E. Hartmanns orgelsonate må siges at være out of character.
De historiske klanglige kilder kan altså være med til dels at bekræfte en velkendt organists musikerskab, men de kan i lige så høj grad afsløre nye sider af selvsamme musiker.
Indhold: Stemme til de stumme
En anden og mindst lige så central del af indholdet af de historiske klanglige kilder er muligheden for at give stemme til de stumme musikere.
Vores musikhistorie er båret af en udpræget “aristokratisk” struktur, en top-down-struktur, som kædes sammen af de en række personer, som vi har dømt til at være de største og mest markante i tidens løb - jvf. artiklen “Hvornår er historien gammel nok til at være historisk?”
Tænk blot på rækkefølgen; Dietrich Buxtehude, Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart, Ludvig van Beethoven osv., og tænk på lærer-elev-fortællingen, hvor vi organister jo populært sagt både i spøg, men i særdeles også i alvor, forsøger at føre vores musikalske genealogi tilbage til netop Johann Sebastian Bach. Eller tænk på den parisiske orgel-arvefølge, som mange af os jo kan remse op på stående fod, selv hvis vi bliver vækket midt om natten.
For at vende tilbage til Finn Viderø må han uomtvisteligt i sammenhæng med den danske orgelhistorie placeres blandt dette historiske aristokrati.
Men når man så snævert fokuserer sin fortælling/sin historie på en meget lille gruppe af mennesker, kan man let overse den omgivende levende og sprudlende musikkultur.
Det er just her, hvor de historiske klanglige kilder kan bidrage med en nuancering af den simple årsag, at langt flere organister eller musikere har og har haft muligheden for at indspille en plade eller optage en koncert end at være sin tids førende orgelunderviser eller mest søgte orgelsolist.
Gennem de historiske klanglige kilder er det altså muligt at befolke vores orgelhistorie med en langt større og langt mere mangfoldig gruppe af organister, som ellers tavst ville gå i glemmebogen.
Anvendelse: Historisk nuancering, korrektiv og kritik
Opsummeret kan de historiske klanglige kilder i relation til orgelhistoriens markante og velkendte personer være med til at nuancere og tilmed give et korrektiv til forståelsen af dem samt give stemme til en langt større gruppe af organister.
Denne historiske nuancering giver muligheden for at tage kritiske livtag med den normative historieskrivning og genfortælling af den udøvende orgelhistorie, fordi der gennem de historiske klanglige kilder findes en given organists spillestil og koncerter. Det er altså ikke blot et spørgsmål om anekdotiske genfortællinger. De historiske klanglige kilder kan privilegere muligheden for et langt mere præcist og objektivt billede af en musiker, og de giver dermed muligheden for at have noget konkret at arbejde med i et fremadrettet historisk arbejde.
Et godt eksempel på dette er én af de nok mest berømte orgelkoncerter i nyere tid; orgelkoncerten med Gaston Litaize i Københavns Domkirke i september 1975, som var så skelsættende, at den stadig den dag i dag genfortælles med stor henrykkelse og beundring, hvor især hans improvisation over “Mads Doss” bliver fremhævet. Lykkeligvis blev koncerten optaget, så vi på en afstand af et halvt århundrede selv kan opleve magien og forholde os til, hvad der konkret foregik.
Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måder underkender den personlige erindring og de anekdotiske genfortællinger; disse er lige så centrale og vigtige som skriftlige og klanglige kilder. Min pointe er, at de historiske klanglige kilder kan give et korrektiv til vores orgelhistorie - et korrektiv, der kan nuancere en orgelhistorie, der har vist sig ofte yderst følelsesladet, fordi den netop er skabt på basis af personlige erindringer, genfortællinger og anekdoter. For at jævnføre artiklen “Hvornår er historien gammel nok til at være historisk?”, er dette netop problemet ved at bedrive historie på sin egen fortid; den personligt medierede historiegenfortælling vil uvægerligt være emotionelt ladet.
Orgelbygning: Som fuglen Føniks
Pointen med at de historiske klanglige kilder kan give stemme til de stumme er også central i en orgelbygningshistorisk sammenhæng.
Gennem de historiske klanglige kilder kan vi netop få adgang til orgler, som ikke findes mere, enten fordi de er ombygget eller ligefrem kasseret, og vi kan følge et instruments udvikling gennem markante ombygninger henover årene.
Eksempler på dette er de to små indspilninger fra hhv. Viborg Domkirke og Aarhus Domkirke begge fra 1948, hvor det er muligt at få et (desværre kun lille) glimt af dels det hedengangne Köhne-orgel i Viborg samt det (stort set) originale Frobenius-orgel i Aarhus Domkirke.
Langt de fleste orgler fra perioden 1950-1970’erne, som stadig klinger i dag i sin originale udformning, er blevet modificeret hist og her i det forgangne halve århundrede; en mixtur er blevet dæmpet, en principal har fået fjernet lidt ansats eller et 1’-register er blevet ændret til et andet register. Måske er noget af kirkerummets øvrige inventar, der har haft en indflydelse på akustikken i rummet og dermed på orglets intonation, blevet ændret markant på et tidspunkt i den mellemliggende tid, således at orglet er blevet modificeret til kirkens ændrede akustik.
En del indspilninger, både kommercielle og private koncertoptagelser, er foretaget i forbindelse med præsentationen af et nybygget orgel, og her kan de klanglige kilder give os direkte adgang til, hvordan et orgel har lydt i sin helt originale nybyggede stand, og kilderne giver derfor også direkte adgang til at forstå, hvordan man mente, et orgel kunne og skulle lyde dengang, det var nyt. Kilderne giver ligeledes mulighed for at høre, hvordan samtidens organister registrerede og spillede på orglet.
Et godt eksempel på dette er indspilningen med Grethe Krogh indspillet i oktober 1964 på det nybyggede Frobenius-orgel i Christianskirken i Århus leveret i 1959 - som allerede nævnt i artiklen “Metodologiske og kildemæssige overvejelser”.
Orglet er blevet ombygget sidenhen, men på denne indspilning kan man netop få et indtryk af, hvordan det lyder i sin originale form, samt høre hvordan Grethe Krogh som en central repræsentant for den omgivende orgelkultur mht. registreringspraksis, spillestil og repertoire valgte at præsentere orglet på.
Samtidsperspektiver: Forståelse og fremtid
Det burde altså stå klart, at formålet med hele projektet er, at man via de historiske klanglige kilder kan bidrage med en type konkret kildemateriale, der kan være med til at danne basis for en nuancering af vores orgelhistorie og orgelkultur.
Det burde også stå klart, at jeg, som idéhistoriker, er af den klare overbevisning at vores historie klinger med i vores samtid anno 2025 og i en sådan grad, at alt hvad vi gør i dag er faciliteret af og baseret på vores historie. Det være sig den helt nære historie, den lidt mere fjerne historie f.eks. i 1970’erne samt den helt fjerne historie for flere hundrede år siden.
Det er derfor imperativt at kende sin historie og ikke mindst forholde sig til både de realhistoriske, kulturhistoriske og idéhistoriske aspekter, men i ligeså høj grad også forholde sig til historiografien, dvs. hvordan selve historieskrivningen er blevet medieret, tænkt og skrevet.
Man kan og skal aldrig tage den personlige agens mht. smag, behag og tradition ud af en historieskrivning, og jvf. min artikel “Hvornår er historien gammel nok til at være historisk?” er dette projekt med undertegnede som historiker, som med alt andet historisk arbejde uvægerligt rammesat, udlagt og fortolket af mig.
Mit ønske er dog, at kunne bidrage til, at vores forståelse og fortolkning af vores orgelhistorie bliver mere nuanceret naturligvis på det kritisk-historiske niveau, men forhåbentligt også på det personlige og dermed emotionelle niveau; der er noget personligt dramatisk og rørende ved at høre Marie-Claire Alains Sonningkoncert fra Aarhus Domkirke i juni 1980, men koncerten er også en lille men central brik i historisk, kulturhistorisk og idéhistorisk kontekst i relation til vores orgelhistorie og orgelkultur.
Så uanset hvordan vi har det med de velkendte skikkelser og orgler i vores orgelhistorie, og dermed hvordan vi har det med Orgelbevægelsen, den neobarokke orientering, legato-orgelspil eller 1fods-sivfløjter, så er det mit ønske, at vi sammen kan dykke ned i vores fælles klingende orgelhistorie, og bekræfte det værende, afsløre nye facetter af det vante og lære ukendte orgler og organister at kende altsammen med det fælles formål at blive klogere, visere og skabe opmærksomhed på vores skønne og helt ufatteligt rige danske orgelhistorie.
Derfor; på med vanten og sus afsted i denne vidunderlige klanglige orgeltidsmaskine - eller som Calvin siger til Hobbes i den allersidste tegneseriestribe:
“It’s a magical world, Hobbes, ol’ buddy, let’s go exploring!”
Lars Rosenlund Nørremark, februar 2025
