Georg Fjelrads Reger-indspilning anno 1971

- et erindringsglimt med reflektioner af John Wedell Horsner

I efteråret 1971 indspillede domorganist i Aarhus og professor ved Det jyske Musikkonservatorium Georg Fjelrad (1901-1979) tre orgelværker af Max Reger på grammofonplademærket Principal. Fjelrad, der ellers ikke, udover en indspilning af Carl Nielsens ”Commotio” 15 år tidligere, havde indladt sig på seriøse grammofonindspilninger (men til gengæld på over 100 radiooptagelser), har formentlig med Reger-indspilningen øjnet en mulighed for at videregive den spilletradition, han gennem et halvt århundrede havde videreført på dansk grund, lige fra han kom hjem fra sit studieophold i Leipzig i 1920-21 hos Karl Straube, Regers ven og interpret par excellence.

I Danmark var Fjelrads Reger-interpretationer noget ganske enestående, også i den bogstavelige forstand, at der dengang ingen andre nævneværdige danske organister fandtes, der ønskede eller, for den sags skyld, var spilleteknisk i stand til at opføre Regers musik.[1] Den til det yderste drevne senromantik, herunder de for perioden typiske formale, historisk-inspirerede træk, den var udtryk for, var mildest talt ikke i høj kurs i perioden 1925-1970, i hvilken Fjelrad havde sit virke. Det interessante er, at Fjelrad, trods sin tilbøjelighed til at tilslutte sig sin tids dominerende historiserende Laub- og orgelbevægelser, alligevel satte Reger og andre af romantikkens komponister, bl.a. Mendelssohn og Cèsar Franck, så højt, at han opførte deres værker igen og igen ved siden af de ”gamle (tyske) mestre” fra baroktiden, som han, lige som de øvrige danske organister i samtiden, i høj grad excellerede i.

Fjelrad stod derved som selve sit forbillede, Karl Straube, i et dilemma. Den nedarvede senromantik med dens yderst differentierede frasering og artikulation og dens klanglige nuanceringer, gældende for alle tidsperioders orgelværker, kom for ham øjensynligt til at stå som en ungdommelig fascination.[2] Men mellemkrigstidens tysk-inspirerede ”neue Sachlichkeit” og neobarokke trend var også pågående interessant og var faktisk et vilkår for accepteret organistudfoldelse i Danmark fra omkring 1930 til hen imod 1970-erne, i det mindste hvad interpretationen af barok orgelmusik angik. Finn Viderøs mange grammofonindspilninger fra perioden afgiver et typisk eksempel på denne glatte, nøgterne, ”objektive” legato-spillestil.[3]

Men når Fjelrad spillede Reger, kunne han glemme alle disse ”bevægelser” og give sig hen til tiden, før enkelhed og saglighed kom til at gælde som retledende for et ”sundt” orgelspil. Og Aarhus domkirkes 88 stemmer store orgel indbød jo også til store armbevægelser.

Men tilbage til selve Reger-indspilningen anno 1971. Hertil behøvede Fjelrad naturligvis 100% pålidelige bladvendere/registranter. Jeg var siden 1967 hans faste registrant ved koncerterne i domkirken og dermed selvskreven til opgaven. Men udover mig blev min studiekammerat Frode Bitsch indkaldt. Vi følte det vist begge som en ære at bistå Fjelrad ved denne unikke lejlighed. For at ingen skulle løbe frem og tilbage på den ret snævre plads bag orgelbænken tildeltes Frode registrene på spillebordets venstre side (hovedsageligt labialstemmer) og jeg højre side (hovedsageligt aliquot-, mixtur- og rørstemmer). Såvel Frode som jeg havde et godt partitur-overblik og beherskede registrantens vanskelige kunst ved det store spillebord med dets hundredevis af registerudtræk i form af en hovedregistrering, to ”frie kombinationer” og ”supplematet”, som Fjelrad kaldte det, der kunne indføres ved trin for hvert værk separat. Til tydeliggørelse af vores opgaver havde Fjelrad noteret alle registerskift i partiturerne med kuglepen, rødt blæk til venstre side og grønt til højre side. Brugen af den uafviskelige kuglepen var et tegn på, at Fjelrad, der på det tidspunkt var meget nær pensionsalderen, ikke regnede med en senere anvendelse af partiturerne i koncertsammenhæng. Han betroede mig da også, at han efter sin pension ikke agtede at optræde som orgelsolist.

”Sporene fra N.O.Raasted [Straube-elev og Fjelrads første orgellærer i Odense 1915-20] og hans præstationer, efter at han var pensioneret, skræmmer, John. De var sløje, men han kunne ikke selv høre det, og der var åbenbart ingen barmhjertig person, der fortalte ham det. Jeg ønsker ikke at geråde i en lignende situation.”

Indspilningen var henlagt til aftentimerne for at undgå for megen trafikstøj udefra. Så vi mødtes alle ved 20-tiden. Fjelrad var veloplagt, medens Frode og jeg nok var lidt anspændte over vores ansvarsfulde opgave. Fejl fra vores side kunne jo tvinge til omspilninger og dermed til irritation hos såvel solisten som hos indspilningteknikeren Mogens Pacht.

Begyndelsen af Reger-indspilningen blev gjort med Benedictus fra op. 59, som Fjelrad fortolkede i overensstemmelse med Karl Straubes udgave med dens dynamiske og tempomæssige angivelser, som afviger betydeligt fra førsteudgaven, men som af Straube, som det anføres på titelbladet, blev udgivet ”im Einverständnis mit dem Komponisten” (Peters, Leipzig 1901). Så fulgte Introduktion og Passacaglia i f-moll. fra Monologe op. 63. Alt dette afvikledes på bedste måde, hvorefter Fjelrad ytrede: ”Jeg tror, min kone har et stykke med leverpostej klar, så skulle vi ikke holde en lille pause og vandre over i Skolegade?” (hvor Fjelrads nærliggende bopæl befandt sig).

Som sagt så gjort, og således styrkede vendte vi tilbage til domkirken, og Fjelrad indspillede så LP-pladens side 2, Regers 2. orgelsonate i d-moll, uden nævneværdige problemer, dog forårsagede trafikstøj fra torvene udenfor et par omindspilninger. Jeg måtte beundre hans beherskelse af situationen og hans vilje til at formidle partiturerne på baggrund af egne erfaringer og på egne præmisser. Også her svævede Straube over vandene. Fjelrads studieeksemplar af sonaten fra hans tid i Leipzig, som jeg arvede efter hans død, er forsynet med talrige blyantstilskrifter fra Straubes hånd, især tempoændringer til den roligere side, som fulgtes af Fjelrad. Især husker jeg, at han i forbindelse med selve LP-indspilningen insisterede på, at Straubes overstregning af Introduktionens (3. sats) ”Allegrissimo assai” og ændring til ”Bizarro” skulle være gældende.

Omkring klokken 24 var alt indspillet, og Fjelrad takkede for Frodes og min indsats, som faktisk også havde været udadlelig. Vi gik så hver til sit.

Georg Fjelrad i hjemmet på Strandparken, 1971 (foto: Børge Vinge)

Senere udkom LP’en, som jeg fandt vellykket, skønt den skæmmedes af et ikke særlig vellykket foto på omslagets forside af en lidt åndsfraværende Fjelrad ved orglets spillebord. Og jeg kan huske, at jeg var forarget over, at den på bagsiden meddelte orgeldisposition var alvorligt mangelfuld; noget så elementært burde der naturligvis have været læst nøje korrektur på. Det undrede mig også, at Mogens Pacht af alle havde sat Jan Maegaard til et forfatte noterne til værkerne, der da også indeholder nogle fejl/unøjagtigheder. Men ellers stod LP’en naturligvis for mig i et særligt lys med min ”indsats” in mente. Jeg må dog indrømme, at jeg af mangel på pladespiller ikke har lyttet til den i de seneste 25-30 år, indtil dele af den (Sonate nr. 2) for nylig dukkede op på CD-albummet ”Historiske indspilninger med danske orgler og organister”.[4]

Ex. 1. Side af Regers Passacaglia i f-moll i Fjelrads spilleeksemplar, anvendt ved LP-indspilningen i 1971.

Fjelrad forblev alle dage en ret trofast Straube-discipel, måske specielt hvad Reger-fortolkningerne angår, skønt det også må nævnes, at han i sit Bach- og Buxtehudespil tilstræbte en nuanceret artikulation à la den straubeske.[5] Straube blev kort efter 1920 fortaler for den nyudsprungne ”Deutsche Orgelbewegung” og forsøgte i 1938 at ”redde” Regers orgelmusik over i den nye tids æstetik ved at genudgive hans fantasi over ”Ein feste Burg ist unser Gott” i en mere ”terrassedynamisk” version, - et noget forkrampet tiltag, som der i det korte forord argumenteres lidet overbevisende for. Straube blev da også stående ved denne ene ny-orienterede Reger-udgivelse.[6]

Fjelrad underviste mig efter denne udgave af ”Ein feste Burg”, men holdt sig ellers til de dengang gængse udgivelser af bl.a. koralfantasierne, især ”Wie schön leuctet der Morgenstern” og ”Wachet af! ruft uns die Stimme” (Universal Edition), som jeg så også indstuderede dem efter som en art 2. generation Straube-elev. Desuden anviste Fjelrad udeladelser af en del af Regers utallige oktavfordoblinger af akkordtoner til fordel for sammenhæng og frasering, ikke at tale om det rent praktisk/fornuftigt udførlige. Det var en hovedtese hos Fjelrad, at orglet ikke måtte ”hikke”; den liniære sammenhæng skulle prioriteres.

Alt dette skinner igennem i Fjelrad LP-indspilning, parret med hans vilje til fasthed, herunder hans sky for det sentimentale, som vel til dels var en følge af tidens krav om nøgternhed. Dette kunne føre til koldsindighed, hvorunder finhederne (måske endda bevidst) ofredes. Ifølge Fjelrads egen formulering burde ”mange små nuancer nok mere føles end gøres”, og man skulle i ”storsætningerne” agte på ikke at ”forvandle selv granit til bævrende gelé”.[7] Det var jo flot formuleret, men beroede efter min opfattelse på, at han var tilbøjelig til at forveksle sund følelse med sentimentalitet. Det høres efter min opfattelse i Fjelrads Reger-indspilning, at mange små nuancer og finheder negligeres; de kommer til kort under Fjelrads faste, brede hånd.[8]

Ex.2 Side af Fjelrads studieeksemplar af Regers 2. orgelsonate med blyantspåtegninger af Karl Straube, Leipzig 1921.

Det flotteste i Fjelrads Reger-spil var uden tvivl den ”Ruhe und Grösse”, som han med henvisning til et af hans vens, Flenburg-organisten Hans Klotz’s, mange postulater anså for retningsgivende.[9] ”Storheden” findes fint eksponeret på LP’en, skønt orglet i Aarhus Domkirke på optagelsestidspunktet efter en ombygning i slutningen af 1950-erne, foranlediget af Fjelrad, ikke var overvældende klangstærkt og til en vis grad ”barokiseret” med høje aliquot- og mixturstemmer og ændrede mensurforhold.[10] Til gengæld var det stadig smukt i de svagere nuancer, som det kan høre i bl.a. Regers ”Benedictus” fra op. 59.

Som det er fremgået af ovenstående, er mit forhold til Georg Fjelrads Reger-LP fra 1971 i dag præget af personlige oplevelser parret med senere overvejelser, som det vel må være, når den første benovelse afvejes af senere reflektioner.[11] Men alt andet lige kan værdien af disse historiske optagelser af en unik dansk orgelspillers fortolkninger af en senromantisk komponists værker næppe overvurderes. Georg Fjelrad var et fænomen i dansk orgelspil og orgelundervisning. Hans musikerpersonlighed favnede betydeligt videre end hans samtids danske kollegers, hvis kendemærke generelt var en tidspræget indsnævret musikhistorisk horisont med tilsvarende repertoire. Hans pædagogiske virke, som han udøvede med megen flid og omhyggelighed, især gennem mange årtier ved Det jyske Musikkonservatorium, videregav et bredt repertoire formidlet og eksemplificeret med stor autoritet, men også generøsitet, til hans mange elever i ”den jyske orgelskole”, der klart skilte sig ud fra den samtidige ”københavnske”.

Jeg var - og er - glad for at have oplevet Georg Fjelrad som studerende på hans allersidste hold med diplomeksamen i 1972. Det var en lidt gammeldags ”mesterlære”, javel, men den udelukkede ikke personlig stillingtagen og udvikling, dog nok især efter at man – med en Fjelrad-formulering – ”fik foden under eget spillebord”.

John Wedell Horsner, oktober 2024

1 Reger-/Straube-eleven, Fjelrads danske orgellærer N.O. Raasted, spillede så vidt vides ikke større værker af Reger, jf. bevarede koncertprogrammer.

2 Karl Straubes var, som det bl.a. fremgår af hans udgave af Bachs orgelværker (edition Peters bind II, 1913), stærkt præget af Hugo Riemanns fraseringslære og Hans von Bülows hermeneutik, som den kom til udtryk i dennes udgave af et udvalg af Beethovens klaversonater. Om Fjelrads livslange optagethed af Reger og Straube vidner hans artiller i Organistbladet 1973/1 og 3 og i Dansk Orgelårbog 1983-1984.

3 Hvilket drager en bemærkning af Louis Glass (1864-1936) i erindring: ”Maaske er en Møllesten objektiv, jeg ved det ikke, men et Menneske kan i hvert Fald ikke være det, før han er blevet en fuldkommen Idiot.” Dansk Musik Tidsskrift august 1927.

4 Udgivet i samarbejde med Det danske Orgelselskab 2021.

5 jf. Georg Fjelrad: ”Karl Straube – en hundredeårsdag” i Organist-Bladet 1973/1 s. 4 ff..

6 Se endvidere Horsner ”Karl Straube – musikeren i tidehvervet” i Organist-Bladet 1980/7,8,9

7 Se Fjelrad: ”Max Reger” i Organist-Bladet 1973/3, s. 52.

8 Prof. Søren Sørensen har givet sin artikel i Dansk Orgelkultur 1997 omhandlende Finn Viderø og Georg Fjelrad overskriften ”Det indiskutable niveau”. Men ifølge sagens natur kan intet i en sådan sammenhæng være indiskutabelt.

9 Se Fjelrad: ”Max Reger” i Organist-Bladet 1973/3 s. 54.

10 Ombygningen var gennemgribende og tidstypisk og havde vel til hensigt at skabe ”lys og klarhed” over værkerne af de ”gamle mestre”, men resulterede til gengæld i en mangel på substans i specielt labialstemmerne, hvilket høres i Reger-indspilningen i form af en noget diffus plenoklang. med for høje og for stærkt dominerende mixtur-stemmer.

11 Se herom endvidere John Wedell Horsner: ”Noget om Georg Fjelrad” i Dansk Orgelårbog 1984 s. 30 ff.