top of page

Historiske båndoptagelser fra Hans Nyholms arkiv vækkes til liv

  • Per Rasmus Møller
  • 11. okt.
  • 2 min læsning

af Per Rasmus Møller


I 2002 fik jeg en henvendelse fra min forgænger i klokkekonsulenthvervet, Hans Nyholm (1909–2003). Han ønskede at afhænde en række arkivalier, som han mente burde finde et hjem, hvor de kunne komme til gavn. Jeg var også dengang ansat som lærer ved Den Skandinaviske Klokkenistskole under Løgumkloster Kirkemusikskole, og da materialet overvejende var klokkerelateret, var valget af modtager både oplagt og velbegrundet.

En del af effekterne blev indarbejdet i en udstilling til brug for skolens studerende. Resten – herunder en større samling af båndoptagelser – blev forsvarligt pakket ned og opbevaret på loftet over klokkenistskolens lokaler på Markedspladsen i Løgumkloster med henblik på en senere gennemgang.


Omslaget fra ét af de mange spolebånd
Omslaget fra ét af de mange spolebånd

Sådan fik båndene lov at sove tornerosesøvn i godt tyve år. Først i foråret 2025, da klokkenistskolen stod over for en reduktion af sine lokaler, kom de atter frem i lyset. Det, der ved første øjekast syntes at være en samling tilfældige lydoptagelser, viste sig hurtigt at udgøre en uvurderlig kulturhistorisk skat.


Blandt optagelserne findes den ældste fra 1954 – en koncert i Hellerup Kirke i anledning af P. S. Rung-Kellers (1879–1966) 75-års fødselsdag. Her hører vi datidens klangideal og kirkemusikalske udtryk i en sjælden optagelse, der i dag giver et unikt indblik i dansk orgeltradition midt i det 20. århundrede.


Den næstældste optagelse stammer fra Dansk Organist- og Kantorsamfunds (DOKS) 50-års jubilæumskoncert i Christiansborg Slotskirke i 1955. Her medvirker Finn Viderø som organist samt Mogens Wöldike i spidsen for Københavns Drengekor og solister – en musikbegivenhed, der i sin tid samlede store dele af landets kirkemusikalske miljø.


Flere bånd rummer optagelser fra Hellerup Kirke, hvor Hans Nyholm fra 1947-1965 var ansat som organist. Her var han initiativtager til den såkaldte Hellerupkreds – et musikalsk fællesskab, der opstod omkring kirkens Marcussen-orgel fra 1950. Hellerupkredsen blev i efterkrigstiden et samlingspunkt for en hel generation af danske organister, komponister og kirkemusikere.


Samlingen rummer også optagelser fra koncerter ved Samfundet Dansk Kirkesangs årsmøder. Tilsammen tegner båndene et levende portræt af dansk kirkemusik, som den lød og blev levet gennem midten af det 20. århundrede – en tid, hvor orgelkulturen blomstrede, og hvor klang, håndværk og tradition gik hånd i hånd.


At disse bånd nu er dukket op igen, har givet mulighed for at bevare, digitalisere og formidle et væsentligt stykke dansk kirkemusikhistorie. Samlingen kaster nyt lys over en periode, hvor både instrumenter, musik og kirkeliv var i rivende udvikling – og hvor navne som Rung-Keller, Sven-Ove Møller, Raasted, Viderø, Wöldike og Nyholm satte tydelige spor.


Teknikken

ree

Nyholm arbejdede konsekvent med spolebånd af høj kvalitet. De fleste optagelser er lavet

på BASF-bånd af typen LGS 36, men der findes også eksempler på bånd fra Soundcraft og Scotch.


Optagelserne blev udført som 2-spors mono stereo var endnu et ukendt begreb ved den højeste båndhastighed på 19 cm i sekundet, hvilket var med til at sikre en imponerende lydgengivelse efter datidens standarder.


De ældste optagelser kan have en svingende lydkvalitet, men det er forståeligt, når man tænker på, at både spolebånd og båndoptagere til privat brug i begyndelsen af 1950’erne stadig var et nyt og meget kostbart stykke teknologi.


Set i det lys fremstår Nyholms optagelser som teknisk bemærkelsesværdige og vidner om både omhu og pionerånd.


Per Rasmus Møller, 10.10.25




Projektleder & webansvarlig: Lars Rosenlund Nørrmark
email: lars@norremark.dk
Lydarkivet for Dansk Orgelhistorie er et nonprofit oplysningsinitiativ og er støttet af Johan Otto Wroblewskis Fond
  • Facebook
  • YouTube
bottom of page